Hvordan kan man løse problemet?
Vi kan ikke forhindre, at fiskere ved et uheld mister redskaber til søs. Hvis nettene går tabt, kan vi dog reducere makroforureningen og sandsynligvis spøgelsesfiskeriet ved at sikre, at de er bionedbrydelige, så de nedbrydes hurtigere og på en miljøvenlig måde.
For at fiskerne skal se dem som et interessant alternativ til nylon, skal de nye net være robuste nok til at holde en hel fiskesæson uden at miste for mange fisk, men nedbrydelige nok til, at de opløses i vandet tilstrækkeligt hurtigt, hvis de går tabt.
Et godt net er så elastisk, at det fanger fisk uden at gå i stykker, men ikke så elastisk, at maskerne strækker sig, og man fanger den forkerte type fisk. Så du skal finde et bionedbrydeligt materiale, der har de helt rette egenskaber, når det trækkes ud i de tynde tråde, som fiskenettet er lavet af.
Findes denne type net allerede?
Kolleger i Korea har med held fundet en blanding af harpikser, som er velegnet til at lave bionedbrydelige net, der fungerer ganske godt i fiskeriet dér. Så vi fik dem til at specialfremstille nogle net i passende farve og størrelse og testede dem på fiskeri med net efter torsk og rødspætter i Skagerrak for at se, om de kunne fungere i de danske farvande, hvor temperaturer og forhold er anderledes end i Asien.
Vores forsøg viste, at bare et par uger inde i sæsonen begyndte nettene at gå i stykker, og fiskene kunne tvinge sig igennem dem. Til sammenligning kan fiskernes traditionelle nylonnet holde i seks måneder til to år, så det nuværende bionedbrydelige materiale er selvfølgelig ikke klar til brug her.
Mens jeg var med ude at fiske, lagde jeg mærke til, at mange af skaderne skete ved knuden. Det giver god mening, for det er der, man bøjer og dermed svækker trådene, hvilket gør, at revner i trådene vokser hurtigere her end andre steder. Mit forskningsfokus er derfor flyttet til knuderne, som er et område, der indtil videre ikke har været godt undersøgt, for nylonnettene fungerede jo, så hvorfor skulle vi bekymre os om det?
Hvad har dine studier afsløret?
Min nærmere undersøgelse af nettene viser, at når man arbejder med harpiks, kan man – i modsætning til nylon – ikke opvarme materialet så meget, når man laver knuderne og gerne vil have dem til at smelte sammen og derved forhindre dem i at glide. Så for at nedkøle dem bliver nettene sprøjtet med vand, hvilket er uhensigtsmæssigt, fordi bionedbrydelig plast er følsom over for vand, hvilket gør materialet svagere. Det er naturligvis problematisk for styrken.
Med hjælp fra Louis Le Gué, en gæstestuderende fra Frankrig, og ved at bruge specialiserede tanke på det forskningsinstitut, hvor han læser, var vi i stand til at udsætte nettene for forskellige temperaturer og relevante bakterier for at se, hvor meget man kan strække nettene, før de går i stykker, og hvordan bakterier påvirkede forskellige dele. Vi fandt en bestemt type bakterier, der samlede sig ved knuderne, og som kunne være skyld i, at materialet nedbrydes.
Så nu er vi tilbage i grundforskningen for at forstå, hvad der sker i forarbejdningsfasen, både når materialet trækkes ud i tynde tråde, og når nettene fremstilles, for det er her, vi mister mange af de gode egenskaber.
Det vil så hjælpe os i jagten på den rette kombination af materialer, der passer til danske forhold, inden vi bruger penge og tid på at forstyrre fiskerne og bede dem om at teste ting, der ikke virker. På længere sigt kunne andre plante- og proteinbaserede alternativer også være gode kandidater.
Er der et marked for denne type net?
Pressen skildrer ofte fiskere som folk, der er ligeglade med miljøet. Men det passer ikke. De ville købe bionedbrydelige net, hvis de kunne, men lige nu har de simpelthen ikke den mulighed. For mig koster det nok 10 gange mere at få lavet nettene end at købe standardnet, så det er på ingen måde rentabelt. På en måde er det ikke deres skyld. Ansvaret ligger snarere hos os forskere for at forstå materialevidenskaben bedre, så vi kan hjælpe fiskerne med at tage de gode valg.
