Søg optagelse med en udenlandsk eksamen

Vejledning til at søge om optagelse, når du har en udenlandsk gymnasial eksamen

Inden du søger, er det vigtigt, at du sætter dig ind i vores adgangskrav og ansøgningsfrister, så orienter dig også på DTU’s andre sider om optagelse og adgangskrav.

Alle søger optagelse via optagelse.dk. Når du søger med en udenlandsk adgangsgivende eksamen, skal du søge i kvote 2, dvs. i perioden 1. februar – 15. marts kl.12.

  1. Login på optagelse.dk med eller uden NemID.
  2. Opret en eller flere ansøgninger (du kan søge op til otte uddannelser).
  3. Udfyld statement of hours (gælder ikke ansøgere fra de nordiske lande, IB, EB, A/AS levels, Tyskland og Fransk Baccalaureate)
  4. Upload din dokumentation og tilknyt den til hver uddannelse.
  5. Underskriv og godkend dine ansøgninger.
  6. Hvis du ikke har et dansk CPR-nummer: Når du er færdig med din ansøgning, skal du godkende den og bagefter printe, underskrive og uploade underskriftsiden til UnistartDTU. Underskriftsiden vil poppe op som en PDF, når du har underskrevet og godkendt dine ansøgninger på optagelse.dk.
    Der vil være en underskriftside for hver uddannelse, du søger.
    Det er dit ansvar, at vi har underskriftsiden inden fristen d. 15. marts kl.12. DTU kan først hente og behandle din ansøgning på optagelse.dk, når vi har modtaget underskriftsiden. Din ansøgning bliver afvist, hvis vi modtager underskriftsiden efter fristen. Følg desuden vejledningen på optagelse.dk.
  7. Tjek. at du modtager en kvittering for hver ansøgning, du har oprettet. På din kvittering vil det fremgå, om du mangler at uploade dokumentation. Kvitteringen er dog ikke bevis for, at du har uploadet alle dine dokumenter korrekt. Er du i tvivl, anbefaler vi, at du kontakter optagelse.dk.
    Frem til 8. juli kl.12. kan bilag til DTU ændres/opdateres. Bemærk, at kvitteringen ikke kan fremskaffes på ny, hvis du mister den.
  8. DTU sender en kvitteringsmail for modtagelse af dine ansøgninger.
  9. På UnistartDTU kan du se vores registrering af dine ansøgninger (efter du har modtaget kvitteringsmailen).