Læs på DTU i Kalundborg

Centrum for bioteknologiske løsninger i verdensklasse

I Kalundborg samarbejder uddannelser og virksomheder om at udvikle fremtidens medicin, energi, enzymer og meget mere. Her kan du læse DTU’s erhvervskandidatuddannelse Biomanufacturing og få joberfaring i den bioteknologiske industri, der har sat Kalundborg på verdenskortet.

DTU i Kalundborg
I Kalundborg kan du læse DTU’s erhvervskandidatuddannelse Biomanufacturing. Foto: Bax Lindhardt.

Hvad kan du læse i Kalundborg?

DTU udbyder specialiseringen Biomanufacturing som en erhvervskandidatuddannelse med base i Kalundborg.

Uddannelsen er for dig, der vil være ekspert i kemisk- og biokemisk produktion og have en karriere inden for den hastigt voksende biotekindustri.

Erhvervskandidaten kombinerer undervisningsforløb med arbejde i en relevant virksomhed efter eget valg.

Du får adgang til den nyeste viden – og vigtigst af alt lærer du at anvende din viden i den bioteknologiske industri.

En uddannelse fra DTU i Kalundborg er for dig, der vil:

  • Specialisere dig i kemisk og biokemisk produktion
  • Arbejde i den hastigt voksende biotekindustri
  • Kombinere dine studier med relevant erhvervserfaring.

Undervisning tæt på industrien

DTU i Kalundborg
På erhvervskandidatuddannelsen i Biomanufacturing i Kalundborg bliver du undervist af førende forskere fra DTU. Foto: Bax Lindhardt.

Som studerende på DTU’s erhvervskandidatuddannelse Biomanufacturing bliver du klogere på forskningen helt tæt på industrien.

Uddannelsen veksler mellem undervisningsforløb på tre til fem uger og dit arbejde i biotekbranchen.

Under dine undervisningsforløb fordyber du dig i fagligheden og specialiserer dig inden for de emner, som du arbejder med til daglig.

Du bliver en del af et lille hold, hvor I fra start har den faglige forkærlighed for bioteknologi til fælles.

Sammen bliver I undervist af førende forskere fra DTU, imens I selv prøver kræfter med stoffet under gruppe- og projektarbejdet.

"Jeg ville gerne tage en kandidat, men jeg ville også gerne blive ved med at arbejde, så det her var den perfekte løsning."
Jonas Studerende på erhvervskandidatuddannelsen i Biomanufacturing
DTU i Kalundborg
DTU i Kalundborg
DTU i Kalundborg

Studieliv i Kalundborg

Kalundborg er et centrum for bioteknologi, og derfor kommer mennesker fra hele verden hertil. Det betyder, at du bliver en del af internationalt miljø – både fagligt og socialt.

Vil du møde andre, der arbejder eller studerer i byen, kan du for eksempel deltage i events med Kalundborg Connect – en frivillig forening, der planlægger alt fra pubquizzer til reggaeton-fester.

I 2026 får byen et nyt ungdomshus. Det bliver et samlingssted for studerende, hvor du både kan studere med din studiegruppe eller møde andre over for eksempel brætspil eller musik.

Som studerende i Kalundborg, er du omgivet af sports- og fritidstilbud. Er du til adrenalin og høj puls, kan du for eksempel dyrke padletennis, basket, volleyball eller BMX. Vil du helt ned i gear, kan du gå en tur i skoven eller tage en svømmetur i havet, og har du lyst til en storbytur, er København kun halvanden time væk.

Studielivet i Kalundborg byder på:

  • Et internationalt miljø
  • Foreningsliv og samlingssteder for unge
  • Sports- og fritidstilbud
  • Nem adgang til natur, skov og strand
  • Halvanden time til storbyliv i København.
DTU i Kalundborg
DTU i Kalundborg
DTU i Kalundborg
DTU i Kalundborg

Moderne faciliteter og nyt campus på vej

Du bliver undervist i nye bygninger, der huser alt, hvad man skal bruge som studerende:

  • Lyse undervisningslokaler
  • Grupperum
  • Lounge med køkken og bordtennisbord

Her er der er plads til både undervisning, samarbejde, hyggestunder og tænkepauser.

I 2028 åbner Campus Kalundborg – et nyt uddannelsesmiljø, der skal bestå af flere danske universiteter, professionshøjskoler og erhvervsakademier.

DTU i Kalundborg

For kandidatstuderende

Helix Lab – forskning i samarbejde med industrien

Kandidatstuderende fra DTU, som ikke læser Biomanufacturing, kan få en hverdag i Kalundborg ved at blive tilknyttet Helix Lab.

Helix Lab er et uddannelses- og forskningscenter, hvor kandidatstuderende kan bruge et eller to semestre på et projekt om bioteknologi eller -produktion.

Med et Helix Lab fellowship forsker du i nye løsninger til industrien med hjælp fra den nyeste teknologi og internationale forskere.

Centeret åbnede dørene i 2023 og er udstyret med topteknologiske laboratorier med fokus på blandt andet robotteknologi og prototyper. 

Læs mere om fellowships på uddannelses- og forskningscenteret Helix Lab

Hvordan kan du bo?

Kalundborg har både kollegie, studieboliger og lejelejligheder tæt på uddannelsesinstitutioner og virksomheder.

Har du et fellowship på Helix Lab, bor du gratis på byens kollegie.

"Hvis det stod til mig, kunne jeg sagtens købe et hus her og slå mig ned. Jeg har alt, hvad jeg skal bruge både i forhold til arbejde og fritid."
Emma Studerende på erhvervskandidatuddannelsen i Biomanufacturing

Hverdagsliv i Kalundborg

Foto: Emma, studerende på Biomanufacturing.
Foto: Jonas, studerende på Biomanufacturing.
Foto: Jonas, studerende på Biomanufacturing.
Foto: Emma, studerende på Biomanufacturing.