Claus, Senior konsulent hos Prokura
Claus Kjærgaard har udfordret sin nørdethed, og den professionelle selvtillid har fået et boost i jobbet som managementkonsulent.
Navn: Claus Kjærgaard
Uddannelse: Bachelor i Produktion og Konstruktion og kandidat i Planlægning, Innovation og Ledelse
Efter knap et år i jobbet er Claus Kjærgaard avanceret fra at være juniorkonsulent til at være seniorkonsulent i Prokura. Det er et managementkonsulent firma, der har specialiseret sig i at optimere virksomheders indkøb og supply chain. Prokura har omkring 18 ansatte og er hele tiden på jagt efter flere dygtige hoveder.
Hvad er dine arbejdsopgaver?
Min opgave er at optimere vore klienters indkøb og supply chain. Det indebærer f.eks., at jeg analyserer deres indkøbsdata og forhandler med leverandører på klienternes vegne.
Jeg har daglig interaktion med klienterne og holder en del møder, hvor målet er at afdække deres behov og hjælpe dem med at løse deres udfordringer.
Hvorfor valgte du jobbet hos Prokura?
Først og fremmest var det muligheden for at lære så hurtigt som muligt. Det er dejligt at gå fra et stadie, hvor jeg var studerende og til et stadie, hvor jeg nu føler mig værdiskabende på arbejdsmarkedet. Det tiltalte mig, at jeg fik mulighed for at avancere hurtigt og få udvidede ansvarsområder lige så hurtigt, som jeg selv er klar til det.
Det tændte mig også, at jeg får chancen for at prøve kræfter med nye industrier og nye virksomheder hele tiden. Jeg har allerede arbejdet med 8-10 forskellige virksomheder og har sat mig ind i deres virksomhedsmodeller. Det gør, at jeg får en stor bredde, og samtidig også en dybde i forståelsen af det, jeg laver.
Hvad har været den største udfordring?
At lade være med at være for akademisk. Jeg havde måske en tendens til at prøve at finde videnskabeligt belæg for alting og dermed blive for detaljeorienteret. Det er ikke altid værdiskabende, og i hvert fald ikke nødvendigvis måden at gøre det på herude.
Det har været en omvæltning at skulle skifte rolle fra at sidde på en skolebænk til nu at være den, der producerer og videregiver viden. Det kræver mere kant, mere selvtillid og en mere udadvendt personlighed, end jeg umiddelbart havde regnet med.
For mig handler det om professionel selvtillid. Som nyuddannet kan vi have en tendens til at tro, at vi først skal ud og lære, hvordan tingene hænger sammen. Men jeg synes, at vi skal udfordre os selv og erkende, at vi faktisk kan være helt på højde med folk, der har højere anciennitet. Vi har ikke den lange erfaring, men til gengæld kommer vi med den allernyeste viden. Det er en god ballast.
Hvad skal man især være god til?
Man skal have en stærk logik. Og så skal man have lyst og vilje til at se muligheder, se forretningsmodeller som muligheder for optimering.
Endelig skal man have et højt energi-niveau og være villig til at lægge nogle ekstra timer. Jeg tror, at vores arbejdsuge er noget længere end så mange andres.