Plus size-modeller og afstanden til befolkningen
For at sammenligne modebranchen med virkeligheden sammenlignede forskerne amerikanske modeller med den amerikanske regerings store sundhedsundersøgelse (NHANES). Kontrasten er markant.
”Når vi sammenligner de amerikanske modeller med den generelle amerikanske befolkning, er der næsten intet overlap mellem de to. Og ser man nøje efter, ligger selv plus size-modellerne stadig under den gennemsnitlige amerikanske kropsstørrelse. Så det, modebranchen kalder ’plus size’, svarer faktisk mest af alt til den gennemsnitlige amerikanske kvinde,” siger Louis Boucherie.
Med andre ord er selv de modeller, der betegnes som ”plus size”, i gennemsnit mindre end den typiske voksne kvinde i den generelle befolkning. Der er fortsat et meget lille overlap mellem modebilleder og kropsstørrelser i befolkningen.
Forskerne fremhæver, at i metaanalyser på tværs af køn og aldersgrupper er eksponering for snævre kropsidealer gentagne gange blevet knyttet til utilfredshed med kroppen, spiseforstyrrelser og psykiske lidelser.
Intersektionalitet: byrden ved at repræsentere mangfoldighed
Undersøgelsen undersøger også, hvordan forskellige typer af mangfoldighed krydser hinanden. Det viser sig, at den etniske repræsentation i modebilleder har ændret sig markant i den samme 25-årige periode. Andelen af modeller, der identificeres som ikke-hvide, steg fra cirka 13 procent i 2011 til mere end 40 procent i de senere år.
”Vi har ikke særlig detaljerede kategorier for enkelte racer i vores data. Vi er derfor nødt til at arbejde med en skelnen mellem hvid og ikke-hvid, hvilket naturligvis er en grov opdeling. Men det er den eneste måde at foretage analysen konsekvent på tværs af hele datasættet og over tid,” siger Louis Boucherie.
Undersøgelsen finder, at kropsstørrelse og etnicitet - to forskellige to typer af mangfoldighed – er blandet sammen snarere end at vokse uafhængigt. Det kan ses ved, at en plus size-model 4,5 gange mere tilbøjelig til samtidig at være ikke-hvid. Det tyder på, at flere markører for diversitet ofte er koncentreret hos de samme individer. Det betyder, at branchens fremskridt inden for mangfoldighed er koncentreret hos de samme individer snarere end bredt fordelt.
”Disse repræsentationsmønstre betyder i sidste ende, at ansvaret for at repræsentere mangfoldighed ofte lander på en relativt lille gruppe af ikke-hvide modeller,” siger Louis Boucherie.
Modeinstitutioner kan derfor øge den synlige mangfoldighed uden at ændre den centrale æstetiske standard. Men det er ikke alle dele af modeindustrien, der former kropsidealerne i samme grad. For at undersøge, om disse mønstre varierer på tværs af branchen, opbyggede forskerne et datadrevet hierarki af mærker og magasiner, hvor de målte deres status ud fra, hvilke mærker der booker de samme modeller som andre aktører med høj status.
Der tegner sig et tydeligt mønster i toppen. Mærker med høj prestige har både de tyndeste modeller og en højere andel af synligt plus-size-modeller end deres mindre prestigefyldte kolleger. Dette viser, at branchens udvikling er heterogen: de samlede målinger af mangfoldighed skjuler, at der er betydelige variationer alt efter hvor høj status det enkelte mærke eller magasin har.
Regulering: hvad der allerede er afprøvet
Artiklen undersøger også, hvorvidt tidligere forsøg på at regulere kropsstørrelser har haft indflydelse på udvælgelsen af modeller. Den ser nærmere på to forskellige europæiske tilgange: den ene fra modeugen i Milano, der etablerede et entydigt krav til modellernes BMI. Den anden tilgang var et mere fleksibelt system, der blev indført i Frankrig, og som var baseret på lægeerklæringer.
Forskerne sammenligner, hvordan disse forskellige reguleringsmodeller har hængt sammen med ændringer i antallet af ekstremt tynde modeller over tid, forklarer Louis Boucherie:
”Vi ser, at i Milano, hvor der var en streng tærskel, kom der en tydelig reduktion i antallet af ekstremt tynde modeller, efter at reguleringen blev indført. I Frankrig, hvor reguleringen derimod var meget blødere og baseret på lægeerklæringer, ser vi ikke den samme effekt. Vi er meget forsigtige med ikke at hævde en entydig kausal sammenhæng her, men det beskriver en slående forskel mellem en streng tærskel og et fleksibelt system.”
Forskerne understreger således, at analysen identificerer sammenhænge snarere end årsagssammenhænge. Alligevel tyder kontrasten på, at udformningen af lovgivningsmæssige tiltag kan have betydning for, hvordan kropsidealer udtrykkes i modebilleder.
Fremskridt med begrænsninger
Samlet set peger resultaterne på et paradoks i hjertet af den moderne modekultur. Repræsentationen er blevet bredere, og mangfoldigheden er tydeligvis øget. Alligevel har den centrale definition af, hvad der tæller som en normativ eller eftertragtet krop, vist sig langt mere modstandsdygtig over for forandring.
Det tyder på, at inklusion alene ikke nødvendigvis ændrer idealerne, men at et skifte i de kulturelle normer kan kræve forandringer, som ikke kun forekommer i udkanten, men i selve modeindustriens centrum.
”Jeg tror, folk allerede vidste, at der var et problem. Det er blevet debatteret gentagne gange. Det vi har gjort, er at kvantificere det. Og jeg tror, det er det nye. Vi er her bare for at bekræfte, at der er dette problem. Derfra er det op til annoncørerne og de mennesker, der arrangerer modeshows og redigerer magasiner, at beslutte, hvad de vil gøre med den information,” siger Louis Boucherie.
