Praktik/projekt i udlandet for studerende på IT-elektronik
Ingeniørpraktik og/eller diplomingeniørprojekt i udlandet
For IT-elektronik er ingeniørpraktik normalt på 6. semester efterfulgt af diplomingeniørprojekt på 7. semester. En af eller begge dele kan ske ved en virksomhed i udlandet - eventuelt suppleret med enkelte kurser ved et udenlandsk universitet for at opnå de sidste 10 ects tilvalgskurser på 7. semester.
Du skal selv finde frem til den udenlandske virksomhed, men måske kan du her få hjælp af organisationer som IAESTE, ved projekter ved CERN, eller ved at benytte undervisere med særlige kontakter. Eller du kan komme i praktik i en dansk virksomhed, hvor praktikken foregår ved en fabrik i udlandet.
Indtil videre har IT-elektronik studerende modtaget løn under praktikophold - men det er ikke normal praksis i udlandet. Såfremt det ikke lykkes at få løn, er du som studerende berettiget til at modtage SU under et praktikophold.
Den til enhver tid vejledende praktikløn kan findes hos Ingeniørforeningen i Danmark
Nanna Dohn
Studerende på Diplom IT-elektronik
Ingeniørpraktik og diplomingeniørprojekt 2017:
- Jeg valgte at tage min praktik i Sverige, hos Autoliv AB på deres Linköping site. Autoliv er et internationalt firma, som er et af de førende firmaer indenfor automotiv sikkerhed. Jeg var så heldig at få praktik på deres VISION afdeling, som arbejder på sikkerhedsfunktioner til biler samt at kunne gøre biler så autonome som mulig via bla. billedbehandling.
Hvad har du fået ud af dit udenlandsophold?
- Det har været utrolig fagligt og personligt berigende at have været i praktik ved Autoliv, da man får et indblik i, hvad fremtidens teknologi indenfor automotiv sikkerhed indebærer, og man bliver inviteret med på møder/kurser så man får en bedre forståelse for, hvad man er en del af. Derudover har jeg haft mulighed for at lære nye værktøjer at kende og fået lov til at lege med elektronik, som jeg ikke havde kendskab til før. Jeg har også haft mulighed for at komme ud at køre i en af Autolivs semi-autonome biler.
Der er ikke store forskelle mellem den danske og svenske kultur, men man kan mærke en forskel på den måde folk kommer hinanden ved, og skaber en hyggestund, når man holder “fika”. Fika er en form for “kaffe”-pause, hvor man drikker kaffe/te, får en bid brød eller kage (Sverige er glade for kage) og kommer hinanden ved og skaber et godt og tæt fællesskab.