Med en diplomingeniøruddannelse i kemi- og bioteknik er du på tre et halvt år klar til at gøre en forskel i alverdens kemitekniske og biotekniske virksomheder. Din viden er eftertragtet på arbejdsmarkedet, og derfor er det i høj grad op til dig, om du vil arbejde i store eller små virksomheder og i hvilken del af branchen, du finder din fremtid.
Vil du dyrke den moderne kemiske og biotekniske produktion, kan du arbejde i en fremadstormende biotech-virksomhed som Novonesis eller Leo Pharma og designe nye løsninger eller optimere produktionen.
Har du en forkærlighed for at hjælpe forskellige projekter til verden, kan du blive rådgivende ingeniør i rådgivningshuse som COWI eller Rambøll og hjælpe virksomheder inden for både procesteknik, design og produktion.
Interesserer du dig for fremtidens fødevarer, kan du arbejde med fødevareproduktionen i en virksomhed som Arla.
Drømmer du om at arbejde i en stor international forsknings- eller udviklingsafdeling, kan du for eksempel søge job hos Novo Nordisk, og vil du sørge for, at den danske kemiproduktion er både bæredygtig og ansvarlig, kan du for eksempel få job i Miljøstyrelsen.
Som ingeniør i kemi- og bioteknik er dine muligheder mange, og du kan skabe et arbejdsliv inden for alt fra designprocesser til marketing, rådgivning, ledelse eller laboratorieforsøg.
Uanset hvilken karrierevej du vælger, venter et arbejdsmarked, der mangler diplomingeniører, og som har brug for dine evner til at finde konkrete løsninger på virkelighedens problemer.
Med en uddannelse fra DTU venter en verden af jobmuligheder, hvor du kan gøre en forskel.