Hvis du har en psykisk diagnose
Psykiske diagnoser dækker inden for SPS over langvarig depression, personlighedsforstyrrelser (f.eks. skizofreni) eller udviklingsforstyrrelse (f.eks. autisme eller ADHD).
Psykiske diagnoser kan gøre det vanskeligere at studere. Det varierer meget, hvad vanskelighederne består af, men det kan eksempelvis være vanskeligheder med at:
- koncentrere sig
- strukturere og planlægge og generelt at danne et overblik
- forstå substansen i fagene
- fokusere for meget eller for lidt på detaljer
- have en lav stresstærskel og svært ved at udholde præstations- og arbejdspres
- have en tendens til at udsætte opgaver, eksamener eller hele semestre
- være i gruppesammenhænge: undervisning, gruppearbejde, læsegrupper m.m.
- indgå i det sociale og mangler et netværk på studiet
- holde fast, evt. med studieskift til følge
- tolke situationen, måske en forstyrrende indvirkning i undervisningen
- have lav engagement i studiet og manglende motivation i undervisningen
Som studerende med psykisk diagnose kan du modtage tre forskellige former for støtte.
Det første skridt vil være en afklaringssamtale hos Studenterrådgivningen (SRG). Ved denne første samtale vil du sammen med din rådgiver finde ud af, hvilken støtteform der passer bedst til dine behov. Studiestøtte ved Studenterrådgivningen vil være din basisstøtte, men derudover er der også mulighed for at få tildelt en faglig støttelærer og/eller en studiementor. Støtteformerne kan tilpasses dine behov, som ofte ændrer sig i løbet af studietiden.
Nedenfor kan du læse mere om de tre støtteformer:
- Studiestøtte ved Studenterrådgivningen (SRG)
Studiestøtten ved SRG vil have fokus på din trivsel på studiet, herunder tilegnelsen af værktøjer til at håndtere de udfordringer, som du har i studielivet som følge af din diagnose. - Studiestøtte ved faglig støttelærer
Typisk vil der være tale om en underviser fra din uddannelsesretning. Der kan f.eks. arbejdes med struktur, planlægning og udvikling af faglige strategier. Det kan handle om at skabe et fagligt overblik og inddele fagligt stof i mindre dele eller at se faglige sammenhænge. Hvilken hjælp, der er relevant, afhænger af dine behov, og det er noget I sammen finder ud af. - Studiestøtte ved studiementor
En studiementor er typisk en medstuderende, som er længere fremme på studiet end dig. Studiementoren kan være en støtte i forhold til både det praktiske og sociale i et studieliv. Det kan bl.a. være at hjælpe dig med at navigere i de mange systemer, kursus- og eksamenstilmeldinger, skabe struktur for din lektielæsning og opgaveskrivning, at indgå i sociale arrangementer og gruppearbejde. Hvilken hjælp, der er relevant, afhænger af dine behov.