Fritid og fester på DTU

Livet som DTU-studerende byder på masser af fællesskaber. Du kan blive medlem af musikforeningen og synge øvelokalet op, og har du funny bones, kan du være med i revyen. Hver fredag har du mulighed for at starte weekenden med øl eller kaffe fra fredagsbaren, og i løbet af året kan du feste med dine medstuderende, når campus danner ramme om traditionsrige fester og medrivende koncerter. Vores campusområder i Ballerup og Lyngby tilbyder en lang række sportsfaciliteter som yoga, volley og basket, og via studenterforeningen kan du være med til at arrangere rusture eller deltage i foto-, poker- eller keramikklubben.

På DTU har du rig mulighed for at fylde din fritid ud med sociale aktiviteter. Hen over året er du som DTU-studerende inviteret med til en række traditionsrige fester og koncerter.
På DTU har du rig mulighed for at fylde din fritid ud med sociale aktiviteter. Hen over året er du som DTU-studerende inviteret med til en række traditionsrige fester og koncerter.

Fester

Studielivet på DTU er fyldt med traditioner, fejringer og fester. Arrangementerne er for dig, der vil have store oplevelser med dine medstuderende eller møde studerende fra andre uddannelsesretninger. Fordi DTU er et internationalt universitet, er festerne også en fremragende mulighed for at møde nye venner fra hele verden.

Efter sommerferien sparkes efterårssemesteret i gang med en kæmpe Sensommerfest, hvor store udendørstelte danner ramme om studieretningernes forskellige temafester.

Når efteråret nærmer sig, bliver det tid til en anden stolt tradition: DTU’s Oktoberfest. Her bliver S-huset over flere dage forvandlet til bierstube med landborde, tyrolermusik og øl i literkrus.

I foråret fejrer vi Årsfesten – et traditionsrigt og festligt højdepunkt for alle på DTU. Gæstelisten består af både kongelige, ansatte og selvfølgelig studerende, og programmet er en blanding af taler, uddeling af hædersbevisninger, festmiddag, lancier, dans og en række koncerter med store danske kunstnere til langt ud på natten.

I løbet af hvert semester afholdes endnu flere fester og koncerter, kaldet joints. RusJointen i september måned og VinterJointen i februar er særligt for nye studerende, deres vektorer og KABS (Koordinator af Bachelor Studiestarten).

På DTU i Ballerup finder du Vernes Kælder, der danner sin egen hyggelige ramme for flere arrangementer og fester – bl.a. VKC, Verners Kælder Challenge, hvor studerende dyster i discipliner som pool, bordfodbold, dart og snyd.

Caféer og barer

På DTU i både Lyngby og Ballerup finder du flere caféer og fredagsbarer, hvor du kan tage en pause med en kop kaffe eller nyde en fredagsøl og et slag bordfodbold eller pool med vennerne.

S-Huset

S-Huset er DTU’s studenterhus og du finder det på campus i både Lyngby og Ballerup. Her har du den perfekte chance for at deltage i en række forskellige fredagsarrangementer, lade op til næste forelæsning eller hænge ud med medstuderende, mens I nyder mad og drikke til studievenlige priser.

Musik, kunst og kultur

Koncerter og musik

I Oticon Salen i Lyngby kan du hvert semester opleve store koncerter, og med jævne mellemrum er der gratis fredagsrockkoncerter i Kælderbaren under S-huset. Hver december inviterer DTU til traditionsrig julekoncert med skiftende solister.

DTU Kor

DTU Kor mødes en gang om ugen på DTU Lyngby Campus. Du kan også finde korgruppen på Facebook (”DTU University choir”).

KlaverForum

Klaverforum er for alle på DTU, som elsker at spille klaver. Her mødes studerende og ansatte, der alle er øvede amatører, om deres kærlighed til musikken under uformelle rammer.

DTU Music på DTU Ballerup Campus

Studerende på DTU i Ballerup kan blive medlemmer af DTU Music – en musikforening med øvelokale i kælderen på campus. Her er både trommer, percussion, guitar, bas, forstærkere, optageudstyr og andet gear, så I sammen kan få det hele til at spille.

DTU Kunstforening

Interesserer du dig for kunst, og er du nysgerrig på, hvad der sker, når teknikken får en kunstnerisk dimension? Så er DTU Kunstforening sikkert noget for dig! Foreningen afholder en række udstillinger og arrangementer i løbet af året.

Øvrige sociale arrangementer

DTU’s studenterorganisation hedder Polyteknisk Forening, PF, og afholder hvert år forskellige arrangementer – alt fra fodboldturneringer til motionsløb og skitur. Læs mere på Polyteknisk Forenings hjemmeside.

Sport

Uanset om du trænger til en motionsfyldt pause fra bøgerne, eller om du tænker bedst, når du løber, har DTU idrætsfaciliteter, der passer til dig – både indendørs og udendørs. Du kan spille fodbold eller badminton i de to sportshaller. Træne ski-bevægelser, danse, dyrke spinning og yoga eller tage en tur i det veludstyrede fitnesscenter.

Udenfor kan du få græs under fødderne på vores fodbold-, rygby-, basket- og beachvolleybaner.

Rundt om campus i Lyngby finder du en fem km lang løbesti. Hvert år, på fredagen op til efterårsferien, afholder Polyteknisk Forening motionsløb på stien.

Campus i Ballerup har eget motionscenter, hvor du med medlemskab kan tage en læsepause og træne, når det passer dig. Centeret er indrettet med avanceret vægttræningsudstyr og udstyr til konditionstræning.

Fritidsklubber

Studenterforening, Polyteknisk Forening, tilbyder medlemmer en lang række klubber – uanset om du er mest til fotografi, keramik eller raketvidenskab.