Studenterorganisationer

På DTU finder du en lang række nationale og internationale organisationer, initiativer og konkurrencer, som kan gøre dit studieliv endnu sjovere.

Polyteknisk Forening (PF)

Polyteknisk Forening (PF) er DTU’s studenterorganisation. De arrangerer rusture og andre sociale aktiviteter og driver en lang række klubber – alt fra foto til musik, poker og keramik. PF drives af engagerede studerende, og foreningen er ansvarlig for DTU’s studenterhus S-huset.

Engineering World Health DTU

Hvis du brænder for at forbedre sundhedsforholdene i sårbare samfund, er Engineering World Health DTU en studenterforening for dig. Foreningen er en lokalafdeling af den verdensomspændende NGO Engineering World Health (EWH) og arbejder aktivt med at skabe bedre sundhed i verden via en lang række workshops, kurser og foredrag. Et af initiativerne er et udsendelsesprojekt til Nepal, hvor DTU og EWH arbejder sammen om at sende medlemmer til nepalesiske hospitaler for at vedligeholde, reparere og sikre medicinsk udstyr.

Venture Cup

DTU elsker entreprenante studerende. Derfor deltager vi i Venture Cup – en fælles platform for alle danske universiteter, der afholder nationale, nordiske og globale konkurrencer i entreprenørskab. Vi har Skandinaviens største mentorprogram for universitetsstuderende med over 300 mentorer fra erhvervslivet. I samarbejde med Novo Nordisk Fonden afholder vi Nordic HealthTech Talents – et program for de 10 mest lovende, nordiske early-stage startups i HealthTech branchen.

BEST

Hvert år tilbyder vi i samarbejde med den europæiske organisation BEST korte sommerkurser på tekniske universiteter i hele Europa. Hovedformålet er at deltagere kan møde studerende fra andre lande, og derfor må højst to fra samme land deltage på det samme kursus.

Erasmus Student Network DTU

Har du lyst til at få venner fra hele verden eller lære mere om andre kulturer? I Erasmus Student Network DTU (ESN) kan du deltage i kulturelle events, fester, sprog-caféer og meget andet, der har til formål at skabe bånd mellem danske og internationale studerende. Med over 400 afdelinger i 36 europæiske lande har ESN et stort netværk af kontakter, der kan være til gavn for danske studerende, som vil prøve at læse i udlandet.

IAESTE

Alle, der drømmer om et praktikophold i udlandet, har gavn af IAESTE. Foreningen er drevet af frivillige studerende og varetager international praktikudveksling af tekniske studerende ved danske universiteter til jobs i udlandet, samt studerende ved udenlandske universiteter til ingeniørjobs i Danmark. Siden foreningen blev grundlagt i 1948, har IAESTE arbejdet for at skabe forståelse mellem forskellige kulturer og dele praktisk erfaring i forbindelse med praktikophold.

DTU Alt Protein Project

En gruppe studerende, der brænder for den bæredygtige transformation af fødevaresystemet og arbejder for at udbrede viden og inspiration om fremtidens bæredygtige proteinkilder og kødalternativer. Gruppen planlægger arrangementer for de andre studerende, afholder madlavningskurser, konferencer, workshops, smagningsarrangementer og meget mere! DTU Alt Protein Project er en del af de forskellige alternative proteinprojekter verden over, og indgår i Good Food Institute.
Læs mere om DTU Alt Protein Project

CPH Management Consulting Club

I Copenhagen Management Consulting Club kan du lære om konsulentverdenen og udvikle dine analytiske evner og præsentationsteknikker. Foreningen tilbyder en række forskellige arrangementer i samarbejde med konsulenter fra industriverdenen.

Society for Biological Engineering (SBE)

Society for Biological Engineering (SBE) er en organisation af studerende og for studerende. De arbejder for at udvikle og integrere biologi i ingeniørvidenskab og innovation og skabe både nationale og internationale netværk mellem studerende, universiteter og industrien. I SBE.DTU stræber de efter at inspirere studerende til at tage deres uddannelser til nye højder og åbne deres øjne for nye fremtidsmuligheder. Hvert år arrangerer organisationen forskellige typer events, bl.a. virksomhedsbesøg, lecture-sessions og den årlige netværksmesse Reach & Discover.

DanSTAR (Danish Student Association for Rocketry)

Banker dit hjerte for raketvidenskab og rumfart, er DanSTAR en forening for dig. Gruppen arbejder på at udvikle og bygge en genanvendelige forskningsraket og målet er selv at kunne operere den. Bliver du en del af DanSTAR, får du ikke bare en ambitiøs oplevelse sammen med andre rumentusiaster, du lærer også en masse om de forskellige aspekter af moderne raketvidenskab. Foreningen består af en lang række mindre grupper, f.eks. fremdrift, fluid, elektronik og bjærgning og hjælp, så der er masser af muligheder for at bidrage til at bygge den første studenter-udviklede fremdrifts-raket i Danmark.